De fleste børn og forældre har i dag en smartphone og derfor er der udviklet to apps, Diapplo Info og Diapplo Insulin som patientstøtte- og informationsværktøj til forældre og børn med diabetes.
Appsne er udviklet til de 11-17 årige i et samarbejde mellem Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital, Alexandra Instituttet og Aarhus Universitet og er resultatet af et projekt ”Kontinuerlig beslutningsstøtte til børn og unge med diabetes”, som blev støttet af Sundhedsstyrelsens satspuljemidler i 2017.
Nordsjællands Hospital, Hillerød har gennem de sidste 3 år ligeledes arbejdet med udvikling af en app’en Ung med Diabetes til unge med diabetes.
Da det giver stor værdi at kombinere indholdet af de to eksisterende app’s, er der indgået en aftale med Region Nordsjælland, Hillerød omkring fælles videreudvikling af relevante dele af app’en til gavn for alle børn-unge med Type 1 diabetes i Danmark.
Diapplo Info indeholder information som er relevant for unge med diabetes og deres familier. Diapplo Info indeholder desuden en kulhydratberegner.
Diapplo Insulin indeholder forskellige funktioner i forhold til patientens daglige blodsukkermåling og har en funktion, der kan lære dig at beregne din insulin ud fra blodsukker og kulhydratindtag.